Familieweekend 2011

Hej Alle hundeejere, mit navn er Sofie Gregersen, jeg er 9 år gammel og jeg bor i Uldum som ligger midt mellem Horsens og Vejle. Jeg vil gerne fortælle lidt om min første familieweekend, som blev afholdt d.27-28august. Det var som tidligere hos Trine og Jesper i Ringe på Fyn. Vi Skulle hjemmefra tidligt lørdag morgen, jeg havde taget min veninde Thea med, fordi jeg var lidt bange for at jeg skulle komme til at kede mig. Min lillesøster Mathilde der snart er 2 år var også med. Mor og far fik pakket bil/campingvogn og så gik turen mod Ringe. Vi ankom ca. kl.08.00 og der var allerede kommet mange mennesker, der var også nogle børn, så det var slet ikke sikkert at det ville blive så kedeligt alligevel. Vi fik lidt morgenmad og så var det tid til hundeprøve. Far hentede ”min” hund Kuzco som skulle til sin først apporteringsprøve. Bare det ville gå godt så vil far også blive glad. Kuzco fik nr. 8, der var altså 7 hunde først, det var 2 duer der skulle apporteres, de andre hunde var alle rigtig dygtige. Da det blev Kuzco`s tur gik far frem til start, duerne blev kastet og af sted det gik, den fandt hurtigt den første, fat i den og i stedet for at komme ”hjem” løb den lige over til den anden due og lagde den. Far så lidt ”skuffet” ud da han måtte hente Kuzco ude i marken ”ØV”. Anden disciplin var skjult kanin, det gik nogenlunde som i første, far måtte selv hente kaninen, igen så far lidt ”skuffet ud”. Jeg spurgte far hvad der var galt, han havde rigtig mange dårlige undskyldninger. Mon ikke bare det er manglende træning............. Tredje disciplin var apport af en and i vand, det plejer Kuzco at være rigtig god til, det gik også som det skulle, far så nu lidt bedre ud, det redde vist stemningen lidt. Efter prøven blev der uddelt præmier, Kuzco fik en ”trøstepræmie”. Dagens vinder blev Baiba med hendes hund, der dermed også vandt titlen som grillmester. Der var hele eftermiddagen en sød dame (Pia), som arrangerede lege og konkurrencer for os børn. Vi lavede også pandekager over bål. De voksne var ude at træne hunde imens.

Om aftenen skulle Baiba så grille mad til os, det var spændende om hun kunne lave mad. Det kunne hun, det var rigtig godt og tak for det. Lidt senere var det blevet sengetid, vi børn gik til ro i campingvognen, mens de voksne hyggede sig lidt. Vi faldt hurtigt i søvn, efter al den friske luft, det havde været en rigtig god dag. Næste morgen stod vi op og spiste morgenmad, derefter kørte vi hjem. Bag os lå nu en rigtig god weekend, jeg glæder mig allerede til næste år, jeg håber der kommer endnu flere børn at lege med. Jeg håber også at far får lidt bedre styr på ”min” hund, så den består prøven. Jeg håber der kommer endnu flere hunde og ejere til næste år, mød op og deltag i en hyggelig weekend. Tak til alle involverede for et godt arrangement. Særligt tak til Trine og Jesper som ligger jord/faciliteter til dette.

Sofie Gregersen.

Historien om Mollie

Min og Mollie`s første sweiss prøve.

af Anette Larsen

Jeg besluttede at begynde noget seriøst sweiss træning med Mollie, hun er nu 3½ år og er ikke den markhund, jeg havde håbet på, men en god apportør, og fin at have med på jagt, men jeg kunne godt tænke mig lave noget andet med hende, så det blev sweiss, vi har øvet fra hun var lille, men kun lidt slæb og madspor for sjov.

Jeg fik anskaffet noget sweiss, og så var det ellers i gang, på egen hånd, det blev gjort så godt jeg kunne, og jeg søgte informationer alle vegne, men gjorde jeg det nu godt nok?

Så der blev mail`et og ringet til Orla og Mona på Oldgården, hvor de bor med alle deres dyr og ikke mindst med, de 2 dejlige drenter Coco og Malou.

Da Orla og Coco har fået flere 1. præmier, måtte det være det rette sted, at få nogle fif.

Det var ikke så meget det at lægge sporet, men for måske at få bekræftet at det var det rigtige jeg gjorde, og det praktiske i en prøve, hvordan foregår det, hvordan skal jeg forholde mig, må jeg tale til min hund, må jeg korrigere den, hvordan starter jeg o.s.v.

Vi havde taget vores egne 3 hunde med til Oldgården, de havde en god eftermiddag alle 5 hunde.

Inden vi skulle hjem insisterede Orla på, at jeg meldte mig til prøven i Gribskov. Jeg tøvede men der blev presset på, da der stadig manglede nogle hunde, og jeg kunne jo ligeså godt prøve.

Jeg lovede ikke noget, men undersøgte sagerne da jeg kom hjem.

Anmeldelsen blev sendt af sted, og vi øvede noget mere.

Jeg fik bekræftende svar tilbage.

Så det var til Gribskov, en smuk Aprildag.
Jeg glædede mig til en hyggelig/lærerig dag, med Orla Mona og deres 2 hunde.
Vejret var perfekt, jeg var på ingen måde nervøs, så det tegnede godt.

Alle var i godt humør, så helt galt kunne det jo ikke gå.
Jeg blev vist ned til sporet, gjorde hund og mig selv klar. Fik anvist anskudssted, så var det bare igang, hun gik med en god fart, lidt usikkert synes jeg, men ellers godt, vi var inde at runde noget nåleskov, hvor sporet gik ud igen, men Mollie ville længere ind, så vi blev lige stoppet og ført tilbage på sporet, det gik så fint videre ud, på et tidspunkt, havde jeg slet ingen føling med, om hun gik på sporet eller ej, hvor jeg så flere gange kaldte hende på plads, for at sende hende ud igen, så gik det helt galt ( for mig ) jeg kunne ikke læse hende, så jeg vendte mig om imod dommeren, for at stoppe, han kiggede ned i sine papirer og spurgte om det var mit endelige svar, jeg følte mig som en deltager i "hvem vil være millionær" ja -det var det så, der blev noteret på papiret, så pegede dommeren 25 m ligefrem foran os, der lå skindet, og imellem skind og mig, stod Mollie, var det en førerfejl af de store? De andre deltagere, mente at jeg da mindst, måtte servere en rød bøf for Mollie, for at miste en præmiering.
Der var for øvrigt ikke ret mange præmieringer den dag, så der var frustrerede hundeejere overalt. Jeg var bare stolt af min hund.

Så hvad kan man lære af det? Stol på din hund, og vent til dommeren tager dig af sporet.
Vi glæder os til næste prøve, og næste og næste .....

En stor forårshilsen fra Anette og Mollie.

En lille hollænder kom til Vassingerød

af Per Kristian Madsen

Efter at have været uden hund i ca. 7 år, kom det på tale at anskaffe en igen. Per er jæger og på en jagt havde vi mødt Coco. Vi syntes hun var en dejlig hund og fik at vide af Orla og Mona at hund var nem at opdrage, en god jagthund og en god børnehund – lige det vi havde søgt.

Per har tidligere haft jagt hunde – graver, flatkoutet og springer spaniel, men aldrig en stand hund, så det er jo også en udfordring.
En dag ringede Mona og spurgte om vi stadig var interesseret, for hun havde talt med Janny i Holland og som havde fortalt at Horus var blevet parret med Nauka.

Vi sagde at det ville vi meget gerne og det blev også aftalt at Janni skulle vælge den for os når kuldet var født. Vi ville gerne have en han hund.
Under vores ferie i Afrika fik vi besked den 24 marts 2006 om at der var født 3 hvalpe – 1 han og to tæver – så valget var nemt.
Vi valgte ikke at køre ned for at se ham før han skulle hentes. Han er født ved Pierre og Bianca i kennel Nederborn Wasseren. De sendt os hver søndag pr. mail billeder af ham og historie om hvor langt han var i udviklingen. Janny besøgte ham også og sendte sin opfattelse af ham. Både Bianca og Janny ville gerne have ham vis vi havde fortrudt, men det havde vi ikke og glædede os bare til at skulle hente ham.
Vi fik selv lov til at finde hans første navn og vores valg blev Keiko – et japansk navn som betyder glad dreng og det passer bare så godt til ham.
Vi ansøgte gennem fødevaredirektoraret om at få lov at indføre ham over Padborg grænse på en bestemt dato og uden rabies vaccination. Det skal gøres i god tid og kan godt gøres inden de er cippet, men man skal så bare sende nummeret så snart det kan oplyses.

Det blev aftalt med Pierre og Bianca at vi skulle hente ham den 20. maj, hvor han så var 8 uger og to dage.
Vi forlod Danmark den 17. maj og kunne næsten ikke vente mere. Vi brugt ture til at se lidt af Holland og havde aftalt at besøge ham fredag og få alle detaljer vedr. ham, så vi kunne hente ham tidligt lørdag og begynde turen hjem.

Da vi så ham første gang var vi endnu mere solgt end vi havde været inden. På grund af al den kontakt der havde været via mail. Han var dejlig – en lille uldtot – meget aktiv og nysgerrig.

Bianca havde pakket en kasse til ham med legetøj og vi fik en sæk foder og den meget flotte bog om Drenten som Janny har skrevet. Der blev også pakket en madkurv til turen hjem.
Vi fik hilst på hans mor og den ene søster. Den anden var hentet samme dag og bor i Belgien.

Vi havde nogle hyggelige timer og aftalte at vi ville hente ham næste morgen klokken 0730.

Det var en svær afsked for dem, men vi lovede at holde kontakt med dem og komme ned med ham i sommeren 2007, for at få hans øjne undersøgt og møde hans søskne.
Ham sad foran ved Rie’s fødder, men den første halve time på skødet. Han var ikke tryg ved det og græd de første 20 minutter – dette fik os begge til at tænke at det kunne blive en lang tur hjem. Efter en halv time lagde vi ham ned i bunden og han lagde sig til at sove, hvilket han så gjorde hele vejen hjem.
Vi stoppede nogle gange undervejs og løb lidt rundt med ham. Vi gjorde et længere stop hos nogle venner i Sønderjylland og kørte så hjem en meget rolig tur unden nogen form for køresyge. Han holder meget af at køre bil.

Han faldt hurtigt til og har nu en have på 3500 m² at boltre sig i. Han har overrasket os meget med hensyn til opdragelse. Haven er ikke hegnet, men Per går hver morgen en tur rundt med ham og han holder sig inden for den grænse.

Det har været en dejlig oplevelse at få hund og vi har alle ejendele i behold – intet er der bidt i. Han har to faste lege kammerater – den ene er Coco som opdrager lidt på ham og den anden en ruhåret hønsehund som er ca. 2 en halv måned ældre en ham. Han vil meget gerne lege med alle hunde vi møder. Skulle der være noget negativt vi kunne fortælle så er det at vi i år ikke har fået nogle jordbær af de par planter vi har – dem spiser han, men han gør det først når de er røde.

Per har prøvet ligge spor i haven med en due vinge og den stolte ejer kan fortælle i timevis om hvor dygtig han er til at finde den.

Vi kan fortælle om vores lille Keiko i timevis. Han er ikke så lille mere, han er vejer efter 4 ½ måned, 18,5 kg.

Super Malle

Jeg sidder netop og nusser Vores dejlige Drente bag øret. Han elsker det, og jeg elsker det.

Samtidig læser jeg det lidt, der står om Drenter i det lille medlemsblad Jagthunden. Hvor kunne jeg da godt tænke mig, at der kom lidt indlæg i om de nye små Drenter i det blad. Det er da fint med gode jagtresultater og fine udstillinger. Men hvad med et lille indlæg, der fortæller lidt om Drenten, som både jagthund og familiehund.

Vi fik Vores ”Super Malle” i november 2002. Han er hvalp efter Monty og Thrisja, og har en flot stambog. Det er da dejligt, men er han også en god familiehund? Det er jo trods alt i hjemmet, han skal være i de fleste timer. Vi har voksne børn, og derfor god tid til Vores nye familiemedlem. Vi fik en dejlig og livlig hvalp, men havde helt glemt, hvor livlig en hvalp kunne være. Det var 12 år siden vi sidst havde haft en hvalp i huset. Det gav sved på panden, nogle ødelagte paneler, og mange bid mærker på armene. Men vi holder så meget af ham, at han for længst er tilgivet.

Vi havde læst, at en Drente er meget social, men så social, at han skulle ligge på vores fødder hele tiden, havde vi dog ikke forestillet os. Han har udviklet sig til en stor flot hund, om end han stadig er en fjollet hvalp. Samtidig er han en fin dørvogter, der fortæller, hvis der kommer gæster. Han har gåpåmod og giver ikke op, hvis ting er gemt for ham i haven, han vil finde det, så han kan give far det igen. Det er til stor glæde for både Malle og os.

Vi tog en tur til en udstilling, blot for at se hvordan sådan noget foregår. Her var der da heldigvis også nogle Drenter, som vi kunne kikke lidt på. Men komme i kontakt med ejerne, se det var en ganske anden sag. Det mindede mig om, når vores drenge var til fodbold, hvor der var nogle forældre, der kun kunne råbe efter deres børn på banen, og derefter skældte ud, hvis resultatet blev dårlig.

De havde vel gjort hvad de kunne, og hvis ikke det er godt nok, ja så forstår jeg ikke noget. Jeg mener ikke, at nogle råbte efter Deres Drente, men jeg fornemmede, at når vi ikke havde en hund at fremvise, så var vi ikke særlig interessante at snakke med. Vi blev dog ringet op af formanden senere, og fik en god snak. Jeg tror det er meget vigtigt, at nye Drente ejere bliver holdt lidt i hånd i den første tid, så foreningen kan beholde de nye medlemmer. Måske vil der være nogle der sætter spørgsmålstegn ved, om det nu kan betale sig at være medlem.

Vi har netop besøgt de små nye hvalpe, som Monty er far til. Samtidig fik vi en god hundesnak med Jonna og Gert. Vi har det jo lige som nybagte forældre, vi vil gerne fortælle om glæder og bekymringer med andre, og sammenligne vil vi jo også gerne.

Vi vil selvfølgelig da gerne have, at Malle bliver en flot og meget dygtig hund, og det er da herligt når andre mener det samme, men det vigtigste for os er, at han er Vores, og at vi holder utrolig meget af ham.

Mange hilsner fra et par meget glade Drente ejere.

Anni & Egon Mikkelsen

Ny Nørup

75 88 36 98

Familieweekend 2011

Historien om Mollie

En lille hollænder kom til Vassingerød

Super Malle

Firmainformation

adresseinformation

kontaktinformation

Familieweekend 2011​

Historien om Mollie

En lille hollænder kom til Vassingerød

Super Malle

​Firmainformation

adresseinformation

kontaktinformation

Familieweekend 2011

Firmainformation