Min og Mollie`s første sweiss prøve.
af Anette Larsen

 

 

 

Jeg besluttede at begynde noget seriøst sweiss træning med Mollie, hun er nu 3½ år og er ikke den markhund, jeg havde håbet på, men en god apportør, og fin at have med på jagt, men jeg kunne godt tænke mig lave noget andet med hende, så det blev sweiss, vi har øvet fra hun var lille, men kun lidt slæb og madspor for sjov.

 

Jeg fik anskaffet noget sweiss, og så var det ellers i gang, på egen hånd, det blev gjort så godt jeg kunne, og jeg søgte informationer alle vegne, men gjorde jeg det nu godt nok?

 

Så der blev mail`et og ringet til Orla og Mona på Oldgården, hvor de bor med alle deres dyr og ikke mindst med, de 2 dejlige drenter Coco og Malou.

 

Da Orla og Coco har fået flere 1. præmier, måtte det være det rette sted, at få nogle fif.

 

Det var ikke så meget det at lægge sporet, men for måske at få bekræftet at det var det rigtige jeg gjorde, og det praktiske i en prøve, hvordan foregår det, hvordan skal jeg forholde mig, må jeg tale til min hund, må jeg korrigere den, hvordan starter jeg o.s.v.

 

Vi havde taget vores egne 3 hunde med til Oldgården, de havde en god eftermiddag alle 5 hunde.

 

Inden vi skulle hjem insisterede Orla på, at jeg meldte mig til prøven i Gribskov. Jeg tøvede men der blev presset på, da der stadig manglede nogle hunde, og jeg kunne jo ligeså godt prøve.

 

Jeg lovede ikke noget, men undersøgte sagerne da jeg kom hjem.

 

Anmeldelsen blev sendt af sted, og vi øvede noget mere.

 

Jeg fik bekræftende svar tilbage.

 

Så det var til Gribskov, en smuk Aprildag.
Jeg glædede mig til en hyggelig/lærerig dag, med Orla Mona og deres 2 hunde.
Vejret var perfekt, jeg var på ingen måde nervøs, så det tegnede godt.

 

Alle var i godt humør, så helt galt kunne det jo ikke gå.
Jeg blev vist ned til sporet, gjorde hund og mig selv klar. Fik anvist anskudssted, så var det bare igang, hun gik med en god fart, lidt usikkert synes jeg, men ellers godt, vi var inde at runde noget nåleskov, hvor sporet gik ud igen, men Mollie ville længere ind, så vi blev lige stoppet og ført tilbage på sporet, det gik så fint videre ud, på et tidspunkt, havde jeg slet ingen føling med, om hun gik på sporet eller ej, hvor jeg så flere gange kaldte hende på plads, for at sende hende ud igen, så gik det helt galt ( for mig ) jeg kunne ikke læse hende, så jeg vendte mig om imod dommeren, for at stoppe, han kiggede ned i sine papirer og spurgte om det var mit endelige svar, jeg følte mig som en deltager i "hvem vil være millionær" ja -det var det så, der blev noteret på papiret, så pegede dommeren 25 m ligefrem foran os, der lå skindet, og imellem skind og mig, stod Mollie, var det en førerfejl af de store? De andre deltagere, mente at jeg da mindst, måtte servere en rød bøf for Mollie, for at miste en præmiering.
Der var for øvrigt ikke ret mange præmieringer den dag, så der var frustrerede hundeejere overalt.

 

Jeg var bare stolt af min hund.

 

Så hvad kan man lære af det? Stol på din hund, og vent til dommeren tager dig af sporet.
Vi glæder os til næste prøve, og næste og næste .....

 

 

 

En stor forårshilsen fra Anette og Mollie.